6 - 15 år: Forebyggelse er den bedste behandling
Forebyggelse
Effektiv tandbørstning er en forudsætning for at undgå huller i tænderne. Derfor tilbyder vi intensivt tandbørstekursus på 4. klassetrin. Efter behov tilbyder vi yderligere tandbørstetræning, fluorpensling og lakering af dybe furer i tænderne.
Nogle børn har behov for en tandregulering
Hver gang barnet er til undersøgelse, vurderer vi tændernes frembrud og tandstillingen. Efter behov bliver barnet henvist til en specialtandlæge (bøjletandlæge). Første møde med specialtandlægen er en kort visitation. Hvis specialtandlægen vurderer, at kommunal tandregulering kan tilbydes, bliver både du og dit barn indbudt til et møde, hvor I bliver informeret om behov og behandlingsmuligheder.
Husk – det er dig og dit barn, der selv bestemmer, om I vil sige ja til behandling.
Skade på blivende tænder
Hvis barnet/den unge slår de blivende tænder, er det bedst at komme til tandlæge samme dag. En blivende fortand, der er slået helt ud, skal hurtigt sættes på plads. Hold tanden fugtig og undgå at berøre tandens rod. Og så hurtigst muligt til tandlægen.
Tandplejen behandler alle tandskader, indtil barnet/den unge fylder 21 år. Mange store skader kan dog først behandles færdig langt senere. Derfor er det vigtigt, at I har en ulykkesforsikring, der dækker tandskader.