Røntgenbilleder

Røntgenbilleder – hvorfor?

Det er ikke altid muligt for tandlægen at se på dine tænder bare ved at anvende et lille spejl. I nogle tilfælde er det derfor nødvendigt at tage røntgenbilleder. Det kan for eksempel være i følgende tilfælde:

  • Når der skal kigges efter huller (caries) på de sider af tænderne, som støder op mod hinanden. Denne type billeder kaldes bite-wings.
  • Når der skal kigges på rødderne af dine tænder (roden sidder i kæbeknoglen og kan derfor ikke ses i munden.
  • Når du skal have kontrolleret tænder, som du har slået ved et uheld.
  • Når det skal undersøges, om alle dine tænder er anlagt.
  • Når du skal have rettet tænder (I disse tilfældes tages ofte store røntgenbilleder, som både viser tænder, kæbe og ansigtsskelet).

Som du kan se, kan din tandlæge have brug for mange forskellige typer røntgenbilleder. Spørg tandlægen, om du selv må se dine billeder, næste gang du har fået taget røntgenbilleder.

Almindelige røntgenbilleder og digitale røntgenbilleder.
Tandlægens røntgenapparat kan være af forskellig type. Almindelige røntgenbilleder kræver fremkaldelse på en fremkaldemaskine og det tager det nogle minutter, før det færdige billede kan se på en lille sort-hvid film.

Digitale røntgenbilleder er en ny type billeder, som kræver særligt apparatur. Her fremkaldes billederne ekstra hurtigt, og de færdige billeder viser på en computerskærm hos tandlægen.